§
1
- Klubbens navn er Brabrand Whiskyklub og er
hjemmehørende i Brabrand.
- Klubbens formål er at fremme interessen og
kendskabet til whisky via whiskysmagninger, foredrag,
ekskursioner og lignende oplysende aktiviteter for
såvel klubbens medlemmer som andre interesserede.
- Som medlem kan optages enkeltpersoner, hver med
en stemme.
- Generalforsamlingen kan udnævne
æresmedlemmer, som er kontingentfri. Da klubben er
stiftet i forbindelse med Ingvald Bilgrav Andersens 60
års fødselsdag, er han ved klubbens
stiftelse udnævnt til livsvarigt æresmedlem.
- Medlemskab tegnes fra 1. januar til 31. december
og udmeldelse kan foretages ved skriftlig henvendelse
til kassereren for den til enhver tid siddende
bestyrelse. Ved indmeldelse i et påbegyndt
kontingent år (efter 1. januar) betales det til
enhver tid gældende årskontingent.
§ 2
- Klubbens bestyrelse består af fem
medlemmer samt to suppleanter. Bestyrelsen vælges
for en toårig periode på den årlige
generalforsamling (som altid skal afvikles inden
udgangen af marts måned). Tre medlemmer er
på valg i ulige år og to i lige år.
Suppleanter vælges for et år ad gangen.
- Den til enhver tid valgte bestyrelse
vælger selv formand, næstformand, kasserer,
sekretær og menige medlemmer.
- Bestyrelsen kan løbende nedsætte
diverse under og arbejdsudvalg til at bistå med
varetagelsen af helt specifikke ad hoc opgaver
såsom tilrettelæggelse af whiskysmagninger,
foredrag m.m. Disse udvalg arbejder og træffer
altid afgørelser under ansvar for den siddende
bestyrelse.
- Bestyrelsesmøder afvikles som minimum 3
gange årligt eller, når formanden eller
mindst tre medlemmer finder det nødvendigt. For
hvert bestyrelsesmøde føres der referat og
føres til protokol. Formanden er ansvarlig for at
indkalde til bestyrelsesmøder med minimum otte
dages varsel og med angivelse af mødedato,
mødetid og mødested og dagsorden.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når tre af
medlemmerne, herunder formand eller næstformand,
er til stede.
§ 3
- Klubben afholder ordinær generalforsamling
hvert år, senest med udgangen af marts
måned. Indvarsling sker ved skriftlig henvendelse
til samtlige medlemmer eller ved bekendtgørelse i
de lokale dagblade senest fjorten dage forinden.
- Forslag fra medlemmer til behandling på
den ordinære generalforsamling skal være
formanden eller den øvrige bestyrelse i
hænde senest otte dage før selve
generalforsamlingen for at kunne optages på
dagsorden.
- Klubbens regnskabsår løber fra 1.1
– 31.12.
- Dagsordenen til den ordinære
generalforsamling skal indeholde følgende
punkter:
- Valg af dirigent.
- Bestyrelsens beretning om klubbens virksomhed
det forgangne år.
- Regnskab for klubbens virksomhed det forgangne
år fremlægges og godkendes af medlemmerne
samt fastsættelse af medlemskontingent for
det kommende år.
- Behandling af indsendte forslag fra
bestyrelse eller medlemmer.
- Valg af klubbens bestyrelsesmedlemmer og
suppleanter.
- Valg af revisor og revisorsuppleant.
- Eventuelt. (Der kan ikke træffes
beslutninger under dette punkt.)
- Generalforsamlingen afgør alle
spørgsmål ved simpelt flertal. Kun
medlemmer som ikke er i kontingentrestance har
stemmeret.
- Alle afstemninger og valg på
generalforsamlingen gennemføres ved
håndsoprækning.
Vedtægtsændringer kan dog kun vedtages
på en lovlig indvarslet generalforsamling og med
mindst ¾ flertal af de fremmødte
medlemmer. Der føres protokol over enhver
generalforsamlings forløb.
§ 4
- Ekstraordinær generalforsamling afholdes,
såfremt det forlanges af enten bestyrelsen,
generalforsamlingen eller at mindst 1/3 af klubbens
medlemmer indgiver skriftlig anmodning herom. I den
skriftlige anmodning anføres de anliggender, som
ønskes forelagt den ekstraordinære
generalforsamling.
§ 5
- Ophævelse af klubben kan kun ske efter
vedtagelse med mindst ¾ majoritet af de
fremmødte medlemmer på to af hinanden
følgende generalforsamlinger med 14 dages
mellemrum. Ved ophævelse af klubben skal den
siddende bestyrelse træffe afgørelse over
eventuelle midler til fortsat fremme af whisky og dens
udbredelse.
- Aktivet – med protokol og bestyrelsesreferater
overdrages det lokalhistoriske arkiv.
Således vedtaget på den stiftende
generalforsamling den 14. januar 2012.